Dagmaria
Saint Mother-of-God,
pray save us!
Our Lady of Jerusalem
Velkommen til webstedet for "Dagmaria" kultur forening opkaldt efter
Hendes Kejserlige Majestæt Kejserinde af Rusland Maria Feodorovna
Den russiske immigration til Danmark

Der er ikke blevet forsket meget i den russiske immigration til Skandinavien som sådan og til Danmark i særdeleshed. Det er forståeligt nok: I sit antal er den russiske diaspora i København ikke sammenlignelig med den masseindvandring, der fandt sted til byer som Berlin, Paris og Beograd. Det var næppe mere end omtrent 2000 personer, der blev i Danmark. De øvrige kunne (eller ønskede) af forskellige årsager ikke at blive i Danmark. For mange var København (ligesom Helsinki og Stockholm) blot et transitpunkt mellem Sankt Petersborg og Vesteuropa. Komponisten og pianisten S.V. Rakhmaninov havde det for eksempel svært i Danmark materielt set, selvom han kom til at holde meget af landet (danskerne havde, ifølge hans opfattelse, "stadigvæk et hjerte"). Samtidig med Rakhmaninov boede balletmesteren Mikhail Fokin i samme forstad til København. Han forlod også Danmark. For at blive i Danmark var det nødvendigt at have en opholdstilladelse. Men selvom man havde fået tilstået en opholdstilladelse, var dens gyldighed sædvanligvis begrænset til 3 måneder, og derefter var det nødvendigt at ansøge om forlængelse igen og igen. Statsborgerskab fik man efter 15-20 år. Mange af de personer, der var ankommet til Danmark kort tid efter revolutionen, fik først dansk statsborgerskab i 1930'erne og 40'erne. Uden af have dansk statsborgerskab kunne man ikke få pension. Blandt de personer, som blev i Danmark, var der hverken komponister, filosoffer, forfattere eller politikere, og det kan være endnu en grund til, at der findes få værker om det "russiske København". Ikke desto mindre fandtes det "russiske København", og sporene fra det findes stadig.

Socialt set henhørte langt størstedelen af emmigranterne til to kategorier: Officerer og det, som man i dag kalder forretningsfolk, det vil sige industriherrer (fabriksejere) og finansmænd. Officererne kom i antal på andenpladsen efter forretningsfolkene.

På grund af sin geografiske belliggenhed tiltrak Danmark emmigranter fra den baltiske region. Derfor er det ikke overraskende, at de fleste flygtninge stammede fra de baltiske guvernementer i det tidligere tsar-Rusland og fra Sankt Petersborg. Blandt dem var der flest russificerede Ostsetiske tyskere eller deres efterkommere, som vedblev at have tyske efternavne. Der var ganske mange officerer, heriblandt flådeofficerer.

Bønder, arbejdere, købmænd og præster fandtes der næsten ingen af i Danmark, men mange af officererne, der under deres eksil ikke længere var i tjeneste, gik over til at blive forretningsmænd. I Danmark fandtes der nogle forsikringsselskaber, hvis ledelse og personale var helt igennem russisk. De største af dem var forsikringsselskabet "Rossija" (Rusland), som var dannet i Danmark i 1918, og "Salamandra", som var dannet i Rusland, men som efter revolutionen flyttede til Danmark. Naturligvis var det ikke alle de russiske emmigranter, der fik arbejde i forsikringsselskaberne. Mange fandt arbejde indenfor industrien, handelslivet og servicefagene, selvom arbejdsløsheden i Danmark i 1920'erne nåede op på 20 %. Kaptajn af 2. rang, A.A. Tranze (1880-1959) blev arbejdsløs i en alder af 40 år. Han lærte sig bogbinderfaget og tjente til livet som bogbinder. Hans kone blev portnerske. Søn af general-major E.B. Pavlovskij dannede balalajka-ensemblet "Pavlovski's Balalajka Orkester". Tidligere kavalerister gav rideundervisning eller arbejdede som hestepassere, som det var tilfældet for Vladimir Kotljarevskij.
Den russisk-ortodokse Kirke i København var stedet, hvor de russiske emmigranter samledes. I 1911 blev præsten Ivan Sjtjelkunov (1870-1966) udnævnt til præst i Den Hellige Aleksander Nevskij Kirke. Kort tid efter oktober 1917 bad han til menighedens store overraskelse og bestyrtelse under gudstjenesten for bolsjevikkerne. Nogle dage senere fandt han i alteret en besked, hvori han blev advaret om, at hvis han, Sjtjelkunov, viste sig en gang mere i kirken, ville han blive slået ihjel. Præsten samlede menighedsrådet og erklærede, at han under de gældende forhold var nødsaget til at frasige sig tjenesten. Dette blev accepteret af de forsamlede. Bagefter flyttede Sjtjelkunov til Bornholm, hvor han underviste i russisk og oversatte fra russisk til dansk (han oversatte Lev Tolstojs "Anna Karenina"). Han er forfatter til historiske bøger og stod bag en dansk- russisk ordbog, som stadig anvendes. Mens Bornholm var besat af de sovjetiske tropper, brugte de Sjtjelkunov som tolk, og han var gode venner med de sovjetiske befalingsmænd på øen. 

Efter Sjtjelkunov blev Leonid Koltjev (1871-1944) præst i den russiske kirke. Koltjev var tidligere præst på Krim og stiftede der bekendtskab med Maria Fedorovna og blev hendes skriftefader. Efter revolutionen flygtede han med sin familie til Konstantinopel, og senere endte han takket være kejserinden i Danmark. Under den tyske
Leonid Koltjev
Leonid Koltjev
De fattige og forarmede russere kunne forlade sig på, at de i deres tunge time ikke blev efterladt brødløse: I Danmark blev der stiftet et "Russisk Velgørenhedssamfund", som gav uvurderlig hjælp til trængende landsmænd.   Hvad angår den russiske ambassade, så var den frem til 1924 en fuldt ud officiel institution, selvom den repræsenterede den allerede ikke-eksisterende Midlertidige Regering. Da Danmark juridisk anerkendte Sovjetunionen i 1924, blev medarbejderne på den russiske ambassade og det russiske konsulat selv flygtninge. Enkekejserinde Maria Fedorovna, den danskfødte prinsesse Dagmar, var rejst til Rusland et halvt århundrede før revolutionen og vendte tilbage til fædrelandet fra Rusland i 1919. Maria Fedorovna var den kendteste og mest fremtrædende figur i det russiske emmigrantmiljø. Hvis hun henvendte sig til politiet med en anmodning og visum eller opholdstilladelse til denne eller hine flygtning fra Rusland, blev hendes ønske sædvanligvis opfyldt.

Maria Fedorovna konverterede til den ortodokse kristendom, da hun som 19-årig blev gift med tronarvingen Aleksander Aleksandrovitj, den kommende tsar Aleksander III. I 1880'erne havde hun sammen med sin mand bygget en russisk-ortodoks kirke i København. Det var også fra denne kirke, hun blev begravet. Til Maria Fedorovnas begravelse samledes for første og sidste gang medlemmerne fra Romanov-familien, der boede spredt i forskellige lande. De udarbejdede den fælles "københavnske erklæring". Handlede den om arvefølgen til tronen? Nej, det kunne
romanoverne ikke blive enige om. Men de var alle forenede i deres protest imod Anna Andersen, en ung eventyrerske, der havde givet sig ud for at være Nikolaj den Andens datter Anastasija, der ifølge Andersens forklaring havde undgået at dele skæbne med resten af tsar-familien. Alle romanoverne erklærede i 1928, at denne kvinde ikke var Anastaija. Deres erklæring blev senere bekræftet af en DNA-analyse foretaget i 1994.

Sammen med Maria Fedorovna levede også hendes datter, storfyrstinde Olga Aleksandrovna. I lighed med moderen var det lykkedes hende at undvige den lod, der overgik deres slægtninge, da de blev dræbt i Ekaterinborg, Perm og Alapajevsk. I Danmark levede Olga Aleksandrovna sammen med sin anden ægtemand, embedsmanden Nikolaj Kulikovskij og deres børn Gurij og Tikhon. Tsar Nikolaj den Andens søster, storfyrstinde Olga, var af en stærk og særegen natur. Hun brød sit første ægteskab med en oldenburgsk prins, som hendes mor havde påtvunget hende, og blev - mod sin moders vilje - gift med en "almindelig" embedsmand. Det er helt naturligt, at moderen ikke kunne udholde sin svigersøn, og forholdene i hjemmet var anspændte. Senere boede Olga Aleksandrovna i Ballerup, hvor der i dag er åbnet et museum tilegnet hende. Hun var en ikke ringe kunstner.
 
Under og efter Anden Verdenskrig hjalp hun sammen med general Pototskij russiske krigsfanger, heriblandt også de af dem, som bar tyske uniformer. De sovjetiske organer fik nys om hendes virke, og i de tidlige efterkrigsår udtrykte den sovjetiske regering utilfredshed med, at der i Danmark befandt sig sovjetiske statsborgere, som Danmark ikke hastede med at udlevere. Olga Aleksandrovnas navn kom til at figurere i den forbindelse. Den danske regering bøjede sig for presset: Næsten alle sovjetiske statsborgere blev med undtagelse af nogle baltere blev tilbagesendt til SSSR (sædvanligvis til fangelejre), og myndighederne lod Olga Aleksandrovna forstå, at hun gjorde bedst i at forlade Danmark. Bertelsen skriver i sin bog "Russiske flygtninge i Danmark 1925-1995": "Den nervøsitet, der greb det danske forsvarsministerium i 1948, smittede af på det danske kongehus og fik Frederik den Niende til at anbefale storfyrstinden og hendes familie at forlade Danmark hurtigst muligt".

Familien Kulikovskij flyttede i 1948 til Canada, hvor Olga Aleksandrovna døde i 1960. Tikhon og Gurijs børn bor i dag i Canada og Danmark.
Maria Feodorovna i København
besættelse indtog han en klart antinacistisk position og erklærede, at tyskere i militære uniformer var forment adgang til den russiske kirke.  

De mange russeres immigration til Danmark ændrede danskernes stereotype mening om russerne i en bedre retning.

Russernes integration i det danske samfund foregik ikke blot smertefrit, men ganske enkelt succesfuldt.
Dalslandsgade 12, 6 th, Copenhagen, Denmark dagmaria@dagmaria.dk